 |
Generelt & typer
En
rebreather - eller på mere korrekt dansk - et genåndingssystem er i
princippet et forholdsvis simpelt åndingskredsløb, der tillader at genbruge
den del af oxygenet der er tilbage i udåndingsluften efter at gasblandingen
har været en tur nede i lungerne. Princippet er enkelt: Den gasblanding der
udåndes, genbruges i næste indånding. Før den kan genbruges, har den lige
været gennem et filter der renser luften og fjerner kuldioxiden. Man kunne
så spørge sig selv om hvordan man får tilført ilt? Hver gang gassen er inde
i ens lunger optages lidt ilt, der forbruges ca. 1 liter ilt/minuttet. Det
er derfor vigtigt, at systemet får tilført ny ilt i den rigtige mængde, så
man hverken får for lidt eller for meget. Her er der forskel på hel- og
halvlukkede rebreathere. De halvlukkede sprøjter hele tiden en nitrox gas
ind i loopet for at kompensere for den brugte ilt. For at holde volumen
konstant i åndingssystemet kommer der lidt bobler ud fra dem.
De hellukkede måler hvor meget ilt der er i åndingssystemet og tilsætter ny
ilt i takt med forbruget. Der kommer derfor ingen bobler ud af en hellukket
rebreather. |