|
| |
Normox Course (Danish) | Adv. Nitrox Course (Norwegian) | CCR Intro Dive (Danish) | OC Trimix Course (English)
Beretning
om et IANTD Normoxic Trimix kursus Af Christine Husum
Fra at have trådt mine
første neopren-sko på OWD-kursus i den lokale dykkerbutik og til i dag er
der gået 4 år. Det første år bød på flere PADI-kurser og spændende
dykkeroplevelser i nærområdet. Da fladfiskene i Århus-bugten begyndte at
hilse, var det på tide at opsøge nye dykkersteder. Turene gik da til
Lillebælt, Djursland, Malaysia (et enkeltstående tilfælde) og mit første
vragdyk på 13 m vand. Vragdykningen fascinerede mig og efterhånden blev det
til flere og flere vragdyk, såvel i Danmark som i Norge.
Ønsket om, og muligheden
for, at dykke på større, dybere og dermed mere urørte vrag har været
drivkraften bag udviklingen af mine dykkerfærdigheder og sammensætningen af
mit udstyr. Som et led i denne udvikling deltog vi (min kæreste Thomas og
jeg) i foråret 1999 i et triple-kombineret IANTD Deep Air- IANTD Enriched
Air Diver- og IANTD Advanced Enriched Air Diver-kursus. Kurserne resulterede
i en meget større bevidsthed omkring de fysiske (både kropsligt og
udstyrsmæssigt) og mentale aspekter ved mere avanceret dykning. Disse første
IANTD-kurser åbnede muligheden for længere bundtider og kortere
dekompression, men udelukkede os stadig fra de dybereliggende vrag, idet vi
ikke ville acceptere en massiv dybderus.
I løbet af det næste
halve år nød vi nitrox-dykningens muligheder, men legede allerede dér med
tanken om et trimix-kursus. Januar 2000 mødte vi vores kommende instruktør,
Jan Jørgensen, ved et arrangement hos Greisen.
Vi faldt godt i spænd og fik hurtigt truffet aftale om et Normoxic Trimix
kursus, når engang vandet var blevet bare "lidt" varmere, nemlig uge 25. I
løbet af det næste halve år dykkede vi som sædvanligt, men hele tiden med
kurset for øje. Sansen for de små detaljer blev skærpet og udstyret hele
tiden konfigureret og der blev løbende indkøbt nyt udstyr, så det var "helt
perfekt"!
Tiden umiddelbart inden
kurset blev brugt til at O2-servicere dobbelt-ti-flaskesæt/dobbelt-tolv-flaskesæt, dekoflasker samt de
mange regulatorsæt og sikre os, at vi nu havde alt det grej, der var
nødvendigt. Derudover blev der (om muligt) snakket endnu mere dykning end
normalt i det lille hjem!
Dag 1:
Teorien blev
holdt i dykkerklubben Aqua Quick´s lokaler på Sdr. Ringgade i Århus. Selvom
vi kun var to deltagere på kurset, var vi alligevel 4 elever til teorien. To
af Aqua Quicks meget aktive nitroxdykkere var dukket op for at snuse lidt
til trimix-teorien. Vi lagde blidt ud med lidt repetition af nitrox-teorien
og nogle små opgaver med beregning af gasforbrug, CNS% og OTU. Derefter
drejede teorien ind på udstyrskonfiguration, mental- og fysisk fitness,
gasteori, dykkerplanlægning, udregning af dyk, osv., kun afbrudt af cola og
slagtermadpakker. Vi havde forberedt os grundigt inden kurset, så meget af
teorien var kendt stof. Forhåndskendskab til teorien gør dog bare det hele
ekstra spændende, idet problemstillingerne diskuteres mere til bunds. Da vi
forlod lokalet hen under aften var hovedet fuldt af dykkersnak og
pegefingeren øm af at taste på lommeregneren.
Dag 2:
Solen bagte fra
en skyfri himmel og vandet var blikstille, da vi steg ud af bilen ved
Marselisborg Havn. Vi gjorde os ivrigt klar… aldrig har jeg medbragt så
meget udstyr på et stranddyk!! Der blev hurtigt temmelig varmt i tørdragten,
så det var en lettelse at komme i vandet. Vi svømmede et stykke ud
fra molen og begyndte på dagens øvelser. Jan skulle lige se os an, så vi sad
på bunden og tog dekoflasker af og på, håndterede linehjul/dekorør samt
lavede gas-shutdowns til vores håndled var helt tilsyrede. Da vi endelig var
færdige med øvelserne, kunne vi starte forfra midtvands. Efter et kort
overfladeinterval (tissepause) gentog vi øvelserne fra første dyk og
udvidede med øvelser i korrekt skift fra bundgas til dekogas. Dagens sidste
øvelse var en tom-for-gas-øvelse, hvor man efter en udånding svømmer 18 m
hen til sin makker samtidigt med, at man ruller linehjulet ind. Om denne
øvelse kan kun siges, at man er meget glad for at se sin makker og
hans regulator for enden af linen! Vel oppe af vandet
pakkede vi udstyret sammen, fyldte nitrox i flaskerne, købte ind og vendte
snuden mod Norgesfærgen. Midt om natten ankom vi så til Kristianssand og
kørte direkte ud til Topdal Dykkerklub, hvor en af de lokale klubmedlemmer
Kennet ventede på at låse os ind. Kort tid efter faldt vi om i vores
soveposer.
Dag 3:
Vi sov lige en
time ekstra inden vi gik i gang med dagens program. Størstedelen af
formiddagen gik med dykkerplanlægning, både manuelt og med
dekompressions-software (Z-Planner og Gap). Dagens dyk skulle foregå på
flyvraget ved Kjevik på max. 32 meter, så vi havde endnu ikke den
eftertragtede trimix i flaskerne, men derimod en EAN 32 som bundgas og EAN65
som dekogas. Første dyk lavede vi gas-shutdown (igen-igen) og tog dekoflaske
af og på, derefter kiggede vi lidt på vraget. Det havde ikke forandret sig
meget fra sidst vi var der, dog var et af propel-bladene for nyligt savet
af. Savemærkerne var endnu helt blanke. Under opstigningen var der dyb
koncentration om opstigningshastighed, dybe stop og gas-skift. Efter frokost
hoppede vi i vandet igen og gentog formiddagens dyk, denne gang til
forhåbentlig perfektion. Eftermiddagen og aftenen blev brugt på at fylde
trimix i dobbelt-sættene og EAN65 i dekoflaskerne. Derudover fik vi spist en
forfærdelig masse pistacienødder og snakket en masse dykning.
Dag 4 og 5:
Vi var nu nået
til sidste del af kurset, nemlig trimix-dykkene på M/S Seattle. Kennet fra
Topdal Dykkerklub havde lovet at sejle os ud til vraget de sidste to dage af
kurset. Topdals dykkerbåd er en stor redningsjolle, så vores tre sæt udstyr
synede ikke af meget i bunden af båden. Der var en frisk syd-vestlig vind
lige op i fjorden, så jollen rullede lystigt. Efter en kort sejltur lå vi
opankret på den grønne bøje, der fører ned til skorstenen på M/S Seattle.
Trods lidt søgang kom vi hurtigt i udstyret og væltede baglæns i vandet. Der
var dejligt stille under bølgerne. Der var en smule svæv i vandet på de
lavere dybder, men fra 15 meter klarede det op og sigten blev rigtig god.
Det varede ikke længe før M/S Seattle tonede frem af mørket. Det var første
gang vi dykkede på denne del af vraget, så første dyk gik primært med at
orientere sig, lave shut-downs, overholde dykkerplanen og selvfølgelig nyde
vraget. Gasskiftet under opstigningen gik godt og vandet var egentlig ikke
så koldt at dekomprimere i. Tilbage i båden var der stor begejstring. Det er
en fantastisk fornemmelse at dykke et 57m vragdyk, der narkosemæssigt føltes
som 32m. Det var netop denne fornemmelse vi havde glædet os meget til at
opleve. Og det må siges; "Tryllemixen" virker!!
På de efterfølgende dyk
udførte vi rutinemæssigt vores shut-downs på +50 meter, og med øvelserne vel
overstået kunne vi nyde Seattles imponerende overbygning.
Nu sidder jeg her efter
et veloverstået kursus og tænker på mine første dyk som nybagt OWD-dykker.
Både mentalt, erfaringsmæssigt og færdighedsmæssigt er jeg milevidt fra hvor
jeg startede. Jeg kan bruge timer på at vedligeholde og lave om på mit
udstyr, dage på at tænke dykning, uger på at glæde mig til en weekendtur… og
måneder på at tjene pengene, der får det hele til at løbe rundt.
Der er noget, der tyder
på, at gas under tryk er vanedannende!!??
Med venlig hilsen
Christine Husum
en af de - desværre - få danske tech-kvinder. |
| |
|
